torsdag den 25. juni 2009

Dagene, der gik hurtigt

Mandag aften var det sidste tur med Bio-klubben i år.

Vi så  “The Young Victoria”, en film, der sagtens kan bruges et par timer på. Bagefter gik snakken over et par glas cider, og vi aftalte at fortsætte succen til efteråret.

Det var bestemmelsen, at Sct.Hans aften skulle tilbringes sammen med gode venner i strandhuset,

søndag 5-8.2007 007 (billedet er fra sidste år i august) 

men vejret var gråt og koldt, så vi bestemte os for sommerhuset i stedet.

Vi havde lige en times tid hjemme inden, vi vi skulle køre til Løkken, så der hjalp vi hinanden med at bage små kransekager til naboen, for deres søn ville blive student dagen efter, og så MÅ der kransekage og champagne til.

I sommerlandet var menuen højt belagt smørrebrød og en enkelt øl, til kaffen marenges med flødeskum og jordbær.

Vi nåede dog aldrig gåturen til bålet ved molen, men fik til gengæld et glimt af solen, da det klarede op lige før solnedgang.

Da onsdag var fridag for os begge, havde vi bestemt os for overnatning, og det fortrød vi bestemt ikke. Fra morgenstunden var der sol og høje temperaturer. Selvfølgelig var der lige et par ting husbonden skulle ha’ gjort færdig….. et terassetrin og en bænk blev sat op, så man kan sidde der og nyde, samtidig med at man lige kan ane Vesterhavet i horisonten.

Ved aftenstide vendte snuden hjemad, for studenten på nabo-matriklen skulle fejres. Endnu en hyggelig aften med god mad og dejlige vine i rigelige mængder. Stort tillykke til studenten.

Denne dejlige sommeraften er nydt i fred og ro alene hjemme. Husbonden er til dimission med endnu et hold elever, og ferien venter forude for ham, jeg må dog vente endnu 14 dage, og det er fint for mig.

Yngste sluttede eksamen af med et flot resultat og indleder ferien med et besøg i hovedstaden, og derefter kommer hun og holder os ved selskab i sommerhuset, hvor vi flytter ned og bor i fire uger.

Fredagen er fridag og byder på et tandlægebesøg, for da jeg besøgte ham i sidste uge, kunne jeg desværre ikke sige  nul huller. Det er nu ikke noget, der generer mig synderlligt, mere sådan noget, der bare skal overståes.

Jeg kan vist lige nå at sy en skuldersøm på en hørtop, der er gledet af maskinen, inden dynerne kalder.

2 kommentarer:

Lene sagde ...

Det lyder dejligt som I får nydt jeres sommerhus.

Anne sagde ...

Hej Jette

Jeg har også hørt fra Lene...finder vi ud af noget sammen? Jeg (og Ditte) kan "noget" torsdag og fredag...Kan vi finde ud af noget fælles? og skal vi have flere med? og ikke mindst , hvor mødes vi?

Kh Anne
Send mig evt. en mail på annejaegerslund(snabela)mail.dk