søndag den 14. februar 2010
Sove...sove...
Fredag aften var vi til dejlig mad og hygge hos gode venner, men allerede da jeg stod under bruseren, inden vi skulle afsted, kunne jeg mærke hovedpinen komme snigende, og inden aftenen var omme, var jeg godt snottet, det simpelthen bare dryppede fra næsen...
Lørdag vågnede jeg med meget ondt i hovedet, så det blev til et par piller, og så ellers i seng igen, faldt heldigvis i søvn og sov næsten til middag.
Hovedpinen var lettet lidt, men alligevel blev resten af dagen for det meste tilbragt på langs med et par "morfar" ind imellem. Tidligt (for mig i hvert tilfæld) i seng i aftes og sove længe i dag.
I dag er det kun blevet til en enkelt power nap, men ellers ikke den store aktivitet, kun lidt ved symaskinen...
Hovedet værker knap så meget, men hold op, hvor kunne jeg trænge til et par fridage at samle kræfter i, inden arbejdet kalder, for ugen, vi går ind i, er en af dem med personalemøde, bestyrelsesmøde, tandlægebesøg og gæstebud..... og JUHU besøg af ældste sidst på ugen, også husbonden er ramt af lange arbejdsdage og møde HVER aften.
Jeg må heller se at få sovet lidt.......
fredag den 22. januar 2010
Osse mig.…
Så ramte forkølelse, hovedpine og en gedigen trærhed også mig…..
Der har været så rigeligt at se til den sidste tid, og måske derfor er resourserne brugt op.
Så i formiddags gjorde jeg noget, som jeg meget sjældent gør…...
…..rettede an foran fjernsynet med kaffe, strik og godt blus i brændeovnen, for at se genudsendelsen af håndboldkampen mellem Danmark og Serbien…. og vi vandt igen..
Den så jeg nemlig ikke i aftes, for der var jeg til temaaften med præsten Flemming Pless, der skulle fortælle om “Liv og død”. (Måske jeg havde forkerte forventninger, men jeg synes, det mere var en fortælling om hans liv og opvækst end om tanker omkring livet og døden.)
Fik samtidig strikket endnu to par futter færdige, og de er nu i maskinen.
Mon ikke jeg skulle tage mig sammen og komme en tur på biblioteket, for der ligge et par hæklebøger og venter på mig.
Aftensmaden…. det bliver to panodiler og en næsespray, og/eller pizza, for husbonden skal til ishokey med kollegaer.. :)
mandag den 16. november 2009
Influenza eller…..
Fredag morgen snakkede husbonden om hovedpine og svedeture, jeg mente, at han burde blive under dynen, men nej…..
Dog var han kun lige hjemme fra arbejde, inden han igen lå under dynen , denne gang forvist til et værelse ovenpå, og der måtte han blive resten af dagen og natten med.
Lørdag var der jagt i skoven lige her ved siden af, og der blev skudt igen og igen….. Næste gang det finder sted, skal jeg ikke være hjemme. Det kan jeg ganske enkelt ikke holde ud at høre på. Et enkelt rålam måtte lade live, men vi har heldigvis set fire stk. siden da.
Svigersønnens fest forløb i bedste stil, god mad, rigeligt med væske og masser af hyggeligt selskab. Gæt selv, hvem der holdt ud længst, de unge eller de ”gamle”……
Søndagen stod i syningens tegn. Yngste skal være “tyrolerpige” til firma-julefrokosten. (den unge dame har væddet med veninde om bedste udklædning…) og der må hjælp til.
Nederdel købt i genbrug blev lagt op, hvid bluse med puf og vidde blev syet, og ligeså et lille forklæde og et par strømpebånd. Tyrolerhatten er lånt, og så skal yngste selv sy bånd og snørre på en vest. Hun har lovet at sende billede af hele outfittet…
Der er stadig stilstand i løbenæse og nys, men nu er jeg til gengæld begyndt at hoste, er tung i hovedet og en anelse varm…… (mon der er mig, der skal sove på loftet i nat?)
Ingen tid til sygdom… i morgen går det løs med vaccinationer, de første hundrede patienter har meldt sig til “prikket”.
mandag den 9. november 2009
AV, av, av….
Jeg nyser for et godt ord…. især om morgenen, og de første timer på arbejde kan være en prøvelse.
Værst er svingninger i temperaturen. Bare det træk, der opstår, hvis døren til badeværelse går op og i, når jeg er i bad, er nok til at starte det hele.
Bedre bliver det ikke, hvis de første patienter, jeg har, er rygere eller har parfume på, så løber/drypper næsen.
Jeg ER blevet testet, men den viste ikke noget specifikt.
Diverse næsespray er afprøvet, og den absolutte vinder er Avamys, som bruges dagligt. Den kan for det meste holde løbenæsen i ro, men de sidste dage har det været rigtig godt træls.
I dag fik jeg så akupunktur….. fem nåle i ansigtet og en på venstre håndled…. spør’g lige om det gjorde nas…. Ja, det gjorde det.
Fik at vide, at næsen nok ville løbe mere, men det har ikke været tilfældet…
Ikke ét nys har der været siden, men til gengæld har jeg haft en gedigen hovedpine, men mon ikke en god nats søvn vil hjælpe på dette.
Spændende om virkningen holder…..
søndag den 25. januar 2009
Er det mon min tur??
Fik først varmen lige før sengetid, efter at jeg hele aftenen havde siddet indpakket i trøjer og tæpper, med brændeovnen på fuld blus, alt mens husbonden stønnede af varme....
Lørdag måtte en tur i motionscentret v el kunne give den indre varme, men nej.... kunne ikke finde rytmen på løbebåndet, måtte hele tiden holde pause.... så begyndte maven at slå knuder, det endte med at jeg opgav efter at ha' slidt mig gennem sølle tre kilometer...
Et besøg i saunaen måtte så kunne reparere lidt på den trælse følelse. Havde "ovnen" helt for mig selv, så jeg lagde mig på den øverste hylde, og lod mig gennembage, så lang tid, at lyset gik ud, og jeg lå der i bælgravende mørke...
En "morfar" gjorde underværker, og efter en lækker pariserbøf, var vejen banet for et bedre helbred...
I dag går det helt godt, og jeg kan kun håbe på, at det var mit bidrag til epidemien, der hærger landet lige nu.